Afslapning skal sælge Vestsjælland

Har du 7 minutter?

Hvis ja, så kan du jo bruge dem på at sænke energiniveauet og slappe lidt af til VisitVestsjælland.dk‘s nye reklamefilm, som sætter fokus på netop dette, og sælger det ganske håndgribelige – den smukke danske natur.

Filmen er optaget i skovene, på hederne, markerne og langs strandene på Sjællands Vestkyst omkring Slagelse, Kalundborg og Sorø.

Stress er blevet en folkesygdom

Reklamebureauet Zupa, står bag filmen, som er baseret på interviews og anbefalinger fra eksperter, inden for områder som stress, musikterapi og mindfulness. Idéen er opstået, da stress desværre er blevet en “folkesygdom”, fordi danskerne ikke er gode nok til at slappe af, fortæller kreativ direktør og partner; Flemming Holm, fra Zupa.
Bureauet spurgte derfor en række eksperter, hvordan man bedst slapper af – det kom der denne film ud af.

Stilheden og de grønne omgivelser aktiverer det parasympatiske nervesystem, der populært sagt fungerer som kroppens genopbygningssystem, hvilket betyder, at vi bliver mere afslappede, forklarer overlæge Bo Netterström fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus, som er en af filmens eksperter.

Man har efterfølgende testet kampagne filmen på 100 mennesker i biografen, udstyret med puls-ure, – om filmen så rent faktisk gør folk afslappede. Og det gør den.

Bedøm selv. Ellers læn dig tilbage og nyd udsigten.

Filmen er instrueret af Kristoffer Kiørboe, der modtog en ”Special Mention” for sin kortfilm Søn ved Berlinalen i 2014, Kim Høgh Mikkelsen er fotograf og Marie Louise Færch Nielsen producer.

Enjoy 🙂